Udgivet af Marie-Louise Wadum, tor d. 22. dec 2016, kl. 15:11

’Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem’


Jeg har altid forestillet mig, at
det må have set helt utroligt ud. Der midt på marken, i deres blunderi om
natten, bliver hyrderne vækket af engle der står og lyser foran dem. Oplyser
hele den sorte himmel, med det klareste guddommelige lys.
Forestil dig, at du sidder i et
mørkt og dystert rum, og pludselig kommer der én ind med et stort skinnende lys
i en stage. Eller du har siddet i biografmørket og nydt en god film, og når den
er færdig tændes lysene i salen og alle strækker sig, og pakker deres slikpapir
eller kaffekopper sammen og begynder at tage jakker på. Rummet er stadig det
samme, men lyset har alligevel ændret det. Ændret stemningen.
For mørke kan være så mange ting,
men man bliver nødt til at erkende mørket, for at glædes ved lyset. Og faktisk,
er der mange mennesker, der netop her i juledagene, ikke bare erkender mørket,
men måske endda er fanget i det.
Præsten Katrine Lilleør fortæller
en historie om sin familie og særligt Faster Rigmor.
Hun gik rundt i sine mørke stuer
i Haslev juleaften uden at turde tænde så meget som et stearinlys. Katrines
oldefars høje villa, som senere blev Rigmors, lå og ligger stadig med overblik
over gaderne i Haslev. Engang et velhavende entreprenørhjem. Det ene spædbarn
efter det andet døde i den dybe vugge, men Katrines morfar og hans søster
Rigmor overlevede de tunge babydyner og voksede op med foldede hænder og
grundig kirkegang. Haslev var i begyndelsen af århundredet ungdommens og troens
by.
Formanden for Indre Mission
pastor Bartholdy prædikede for en tætsiddende menighed og bag blondegardinerne
i de pæne hjem drømte man om, at sønnerne ville iføre sig præstekjoler. Pigerne
skulle bare iføre sig kjoler og se, om de ikke kunne blive gift med en af de
kommende præster. Men sådan skulle det ikke gå for Rigmor. Hun fandt ikke en
mand. Hun gik i cirkler rundt om spisebordet og videre ind i den pæne stue og
det kan man ikke leve af, vidste Rigmors far. Derfor indrettede han en
købmandsforretning til hende i nabohuset. Med hylder, varer og kasseapparat.
Til at hjælpe sig havde Rigmor så sin krumbøjede fætter William. Let
foroverbøjet kunne han alt med sine hænder. Han kunne lave juleudstilling, der
bevægede sig. Ligesom inde i Daells varehus ’Dalle Valle’ i København. Bare
lidt mindre. Faktisk ret meget mindre, men ikke mindre hyggeligt og
lykkebringende. Hvor meget mere William fiksede, som Rigmor blev ældre vides
ikke, og det kan også være lige meget, alene var hun i hvert fald det meste af
tiden. Og de senere år altid juleaften. Hun havde ellers fået invitation til
juletræ hos sin bror, Katrine Lilleørs morfar.
Hun skulle da ikke sidde dér
alene, hun skulle da komme til Valby, hvor 5 børn, børnebørn og svigerbørn
ville være at finde ved et kilometerlangt bord, der strakte sig over 2 stuer.
Lejligheden havde 3 pænt store stuer, og det var også nødvendigt, ellers havde
der ikke været plads til de tre kæder, som skulle rende rundt om juletræet.
Alle skulle vælge en sang hver. Og morfar skulle læse juleevangeliet, mens de
11 børnebørn ikke kunne vente på gaverne.
Kan man
nu forstå, at hun hellere ville sidde alene i sine stuer i Haslev. I mørke. For
det gik ikke an at tænde lys, folk ville bare tro, hun sad alene. Og det gør
man ikke juleaften. Det vil sige, det gjorde Rigmor. Lige så stille har hun
siddet i julemørket og er listet i seng for at lade det kulminere juledag. Der
gik Rigmor i kirke med persianer pels og hat for at hilse på de andre damer.
De andre
der, måske, hvem ved, også havde listet rundt derhjemme aftenen før med
lommelygte og nathue. De eneste, der vidste, at hun var alene i mørket var
hendes undrende familie.
Egentlig
undrer det mig ikke. En nyfødt, en krybbe, et juletræ og gaver. Umiddelbart er
det hyggeligt og smukt.
Men
julens ankerpunkt finder vi kun, når vi tør slukke for det hele, så der bliver
mørkt om os og i os. I det mørke, som er en del af alle menneskers liv, i den
afmagt som ingen af os undgår at se ind i, der tændte Gud julenat et lys. Det
kan godt være vi ikke altid kan se det lys, men det er ikke afgørende. Julen
påstår, at det findes. Findes bag mørket. Findes bag angsten. Findes bag døden.
Det lys viser stjernen os- Og det lys gør, at vi ikke skal frygte mørket.
Heller ikke julemørket.

Amen

Kategorier Nyheder